Skriveren skriver sig

20130406-132748.jpg
Erfaren men træt kvinde beskrives af rutineret mand med succes. Eller i lyrik beskrives hvad prosa gør ved livet og udsætter sin skriver for, mens det i prosa gives sprog til hvad lyrikeren er optaget af og gør med sit skriveri. Subjektet interagerer med sine helt egne objekter.

Sådan kan skrivelivet også være og folde sig ud. Andre skrivere bogstaverer ødelæggelse og vildfarne eksistenser gennem plot, der kan, eller ikke kan, rumme sin egen eller andres fortælling.

Erlend Loe: Vareoptælling, Cappelen Dam, foråret 2013. Nina Faber burde være modtager af priser, mente nogle, som holdt af hendes lyrik. Forsigtig og fint skrev hun om alt det, de andre ikke gad sætte ord på, alle dem, som fik priser og opmærksomhed og omtale og til stadighed fremskrev værdien af sin egen livsforsikring gennem litteraturen.

Selvtilliden blev reduceret og Nina delte mere og mere af det synspunkt, at hendes tid som lyriker var ved at være over. Tiden går og hun bruger den på andet end tekster og bøger. Barnet og livet og rygterne opfører sig som er de enestående adskilte udgaver af hendes egen fortælling, om sig selv. Hun er uenig med barnet og livet og rygterne.

Fra et langt udlandsophold vender hun hjem og arbejder med mange hundrede sider til et hundrede og halvfjers digte, som afleveres til Nina’s gamle redaktør, det relativt anstændige menneske Cato Vold. Sammen vælger de firs digte ud som skal åbne den dør, der har været lukket i flere tiår, og give Nina respekten tilbage.

Hvorfor skriver en forfatter om det at skrive, og hvordan skrivelivet rummer omfavnelser og udstødelser?

Erfaringen som gives videre fra andre i situationen kan være den, at kun det, som er nært og umiddelbart til at danne bål af, bør være inspiration til tekstarbejdet. Skriv om det, du kender. Arbejd med det, du ved virker. Mal det billed du ved om, at du kan male. Hvordan ved man om det, man ved om er det, der virker?

Risikomomentet, den satsning, det perspektiv som alene rummer erfaringen med sig selv, gør, at billedet og teksten og formen og indholdet reduceres til at skriveren kun udtrykker noget om og skriver frem det, der er vokset i egen frugtbar jord. Modsætningen er det landskab der tidligere var vandfyldt eller tørlagt, som fyldes op med sin modsætning og nyt materiale. Det er risikabelt at skabe ny frugtbar jord eller værdifuldt våd element. Det tager tid, at lade noget vokse. Uanset det er i ny erfaring eller gammelt land, det vokser.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s